Hvad er Kognitiv Psykologi?

kognitivpsyk.png

I løbet af 1960’erne vinder den Kognitive psykologi frem i USA og England. Inden for Kognitiv psykologi arbejdes der først og fremmest med tanker og med, hvilke følelser og handlinger disse tanker igangsætter. Ved hjælp af adfærdseksperimenter og rationelle slutninger ledes klienten frem til en mere hensigtsmæssig og realistisk måde at anskue sig selv og sin omverden på.

En præmis inden for Kognitiv psykologi er, at vores tanker ikke nødvendigvis er en retvisende spejling af virkeligheden. Der er for de allerfleste helt normalt fungerende mennesker ind imellem tale om Kognitive forvrængninger eller Tankefælder, som vi har kaldt dem i ”Du bli’r hvad du tænker.”

Vores oplevelser kan ofte blive forvrænget, fordi de går igennem et ”filter,” nemlig vores subjektive fortolkning. Fortolkningen, eller de automatiske tanker, der opstår i enhver situationher og nu, afhænger af de teorier - kerneantagelser og leveregler - vi hver især har opbyggetom os selv og vores omverden.

I enhver situation, vi kommer i, foretager vi en fortolkning. Vi gør os tanker om det, der sker. Tankerne sætter gang i og er bestemmende for følelser og derefter handling (adfærd) – som igen virker tilbage på tankerne. Samspillet mellem disse tre – tanker, følelser og adfærd – betyder, at når én af komponenterne påvirkes, opstår der en reaktion i de andre og vice versa. På den måde kan reaktionerne mellem de tre komponenter ”cykle” rundt og forstærke hinanden.

Det handler om, at den enkelte bliver opmærksom på sine tankemønstre, altså de tanker, der helt automatisk træder i kraft, når en given situation opleves. Er disse automatiske tanker hensigtsmæssige og afspejler de virkeligheden? Hvis ikke, er det vigtigt at lære at finde og vælge mere hensigtsmæssige og realistiske tanker. Dette kaldes omlægning af tanker og vaner – eller kognitiv omstrukturering.